Vi vil strække den scenekunstneriske forestilling langt ud over scenekanten. Det tror vi, der er både teknologiske og helt analoge muligheder for. Digitale fora, men også kaffe, kringle og kunst.
Vores scene-kunstværker - om de varer 20 eller 200 minutter - skal gerne fremme publikums refleksioner. Vi skal ikke bare “følge med”, Vi skal tænke os om. Grundigt. Forholde os til livet, døden og kærligheden.
Fundere over tvivl og tro, demokrati, magt, ansvar. Historien, nutiden og fremtiden. Vores forhold til hinanden. Teknologier - deres muligheder og faldgruber. Tanker, som forestillingerne måske udfordrer eller bekræfter. Indbegrebet af kunst.
Egentlig kan scene-kunstværkerne fint stå alene. Men tænk nu, hvis du inden en forestilling kunne fundere lidt over temaet og måske møde værket med alle sanser slået ud. Suge til dig og samtidig forholde dig konstruktiv kritisk.
Efter forestillingen kan man jo bare gå hjem. Men det kunne også være, du havde lyst at drøfte oplevelsen med andre publikummer. Måske mødes igen - som man gør i litteraturklubber. I fællesskab. Folkehøjskole-agtigt. Vi lægger scene til. Brygger kaffen. Faciliterer udviklingsforløbet.
Du udvikler - sammen med andre borgere - nye ideer. Dem prøver vi af i fællesskab. De gode tester vi. De mindre gode gemmer vi til en anden gang. Hvis du har lyst til at skabe nye formidlings-former sammen med os, hører vi derfor meget gerne fra dig. Eneste forudsætning er fantasi.
Vi starter op i marts måned, men vi bliver aldrig færdige, så hold dig ikke tilbage.
Ring eller send en e-mail til chefproducent Jane Lyngbye Hvid Jensen, hvis du vil være med, jane@exitstage.dk, (+45) 30 28 07 04

Vil du dele din historie?
18.02.2026
I forbindelse med forestillingen Skæbnen, der kredser om en mors sorg over at have mistet sin søn i krig, inviterer Exit Stage Viborgs borgere til at bidrage med historier om sorg, tab og sorgbearbejdning - og om kunstens rolle i bearbejdningen heraf. Det gør vi for at skabe et fælles refleksionsrum, hvor kunsten kan fungere som afsæt for samtale og forståelse af sorg som et grundvilkår i menneskelivet.
Vi søger derfor jeres personlige historier om sorg, tab, tvivl, ensomhed - historier, der med afsæt i levet liv, egne oplevelser, i virkelige erfaringer er bearbejdede og formet, så de rækker ud over det private og giver noget videre til andre: perspektiv, genkendelse og livsmod. Onsdag d. 18. februar inviterer vi til skriveworkshop med underviser Sanna Mohr, hvor du kan få hjælp til at komme i gang med skriveprocessen. Sanna er uddannet forfatter fra Talentskolen, underviser i kreativ skrivning og dramatik ved Skrivekunstskolen på Godsbanen i Aarhus og arbejder med eventplanlægning ved Aarhus Litteraturcenter.
OBS - Du er også velkommen til at sende din historie, selv om du ikke har deltaget i workshoppen.
Til workshoppen giver hun dig redskaber og tips, så du kan skrive din historie færdig hjemme, inden du sender den til os.
Teksterne kan efterfølgende indgå i kulturarrangementer i forbindelse med Skæbnen.